Arresteret i Chile

Sydamerika

Tekst og foto: Jørgen Oulund.

Det hele begyndte med at jeg ville til Bolivia for at se små indianere og store bjerge. For at undgå højdesygen ved at flyve direkte til La Paz valgte jeg at lande i Santiago i Chile, for derefter at rejse nordpå over land til Bolivia.

I Santiago møder jeg chileneren Ramon, som tilbyder mig husly, da han vil gengælde danskerne for sit liv. Han flygtede nemlig ind på det danske konsulat under Pinochetstyret, kom til Danmark og fik en uddannelse som ingeniør her i landet. Ramon bruger nogle aftener på at vise mig socialisternes hemmelige mødesteder i Santiago under Pinochetregimet, et sandt stykke chilensk historie. I dag er flere af stederne spændende caféer.

Verdens sydligste by

Da jeg skal videre, og han hører jeg skal til Bolivia og Peru, protesterer han voldsomt. Han overtaler mig til i det mindste at tage til Puerto Mont sydpå i det dejlige sommervejr, før jeg drager mod nord til kulden i højderne. Det gør jeg så og beslutter mig til, at når jeg nu er på vej sydover, kan jeg da lige så godt fortsætte hele vejen ned til verdens sydligste by Port Williams.

Det første mål efter 24 timers buskørsel er byen Puntas Arenas. Herfra skal man enten sejle - hvilket er meget besværligt - eller hyre et lille fly det sidste stykke til Port Williams. Jeg valgte det sidste og ankom til verdens sydligste by, som var i verdens dårligste stemning.

Årsagen var, at et større fly var forulykket med 55 passagerer om bord. Omkring halvdelen druknede, da flyet røg ud over kanten af landingsbanen. Det kunne vi tydeligt se, da vi selv lagde an til landing og så flyet, der stak op af vandet. Nå, men det kunne jeg jo ikke gøre for. Jeg havde nået mit sydligste punkt, da jeg ikke har været på Sydpolen endnu.

Efter en ekskursion til en bæverkoloni, gik vejen tilbage til Puntas Arenas. Her fik jeg et logi inklusive morgenmad til 18 kroner, og jeg blev nogle dage for at se lidt på havnen, hvorfra ekspeditioner til Sydpolen udgår.

Foto af et smukt hus

Byen var præget af en del flotte, gamle velholdte huse, som jeg ville fotografere som modvægt til al Sydamerikas elendighed. Til sidst dukkede et utroligt smukt pastelblåt, meget velholdt og velproportioneret stort hus op. Det måtte jeg bestemt have med til min samling af flotte kolonihuse fra Chile.

Jeg gik målbevist frem mod bygningen skråt forfra og indstillede afstand, tid og blænde. Fandt så den rette vinkel, men inden jeg nåede at knipse, lød der en råben og hujen, så jeg tøvede et øjeblik, og så - gisp. En maskinpistolbevæbnet vagt med stålhjem, hvide gamacher og i fuld marineuniform dukkede ud af en niche i huset. Han havde anråbt - MIG.

Jeg lukkede instinktivt kameraet og gik slukøret over til vagten, som førte mig ind til vagtkommandandøren. Han bad om mit pas og jeg gav ham mit sædvanlige hjemmelavede ”pressekort”. Jeg ville simpelthen ikke aflevere mit pas. Han konfiskerede kameraet, og jeg blev indsat i arresten.

Inden jeg blev indsat havde jeg fået sagt - på engelsk - at jeg fotograferede byens mange flotte bygninger (for at fedte lidt for chefen). Jeg havde dog ikke nået at fotografere dette smukke hus, som sandt var. Jeg demonstrerede også, at kameraet var låst.

Medens jeg sad der i kachotten, fløj diverse tanker igennem mit hoved. Først og fremmest: Ta' det helt roligt. Næste: hvordan ser et chilensk militærfængsel mon ud indefra? Og hvor streng var den militære straffelov for spionage her under Pinochet-regimet mon? Og sidst, men ikke mindst: Gudskelov er der en dansk konsul her i byen, og jeg har adressen på mig.

Jeg lagde en slagplan, medens jeg sad i spjældet og ventede. Først og fremmest: vær venlig og rolig. Nægt at forstå noget som helst spansk. Kræv en engelsk tolk eller den danske konsul i værste fald. Prøv derefter at redde kameraet og helst også filmen. Næsten alle billederne var taget. Jeg ville foreslå at aflevere filmen, hvis de ville konfiskere mit kamera. Så kunne de fremkalde filmen og se at jeg ikke nåede at tage et billede. Derefter kunne jeg få min film tilbage og redde mange værdifulde fotos fra Patagonien.

Efter nogle timer, som jeg følte som dage, kom en officer med en masse guld på skulderen ind og sagde høfligt, at der ingen problemer var. Skildvagten havde stået i ly i nichen, så jeg ikke kunne se ham, og været overivrig og pligtopfyldende. Jeg fik udleveret både kamera og ”identifikationskort”, og han sagde pænt farvel. Pyhh, jeg måtte være mere påpasselig en anden gang.

Bygningen var flådens hovedkvarter i Puntas Arenas.

P.S. Jeg kom senere på rejsen med til La Paz.